Tæt på Ækvator og en lodge i Amazonas hvor turisme bliver meningsfyldt

Hanne og Mads har netop været to måneder på eventyr i Costa Rica og Ecuador. Jeg har sat dem i stævne til en inspirerende rejsesnak for at få sat ord på nogle af de oplevelser, der står stærkest.  var dyr, natur, kontakt til de lokale – og lokale madoplevelser.

Hanne og Mads starter med at trække de store linjer op. Alle stederne var forskellige - om det var Costa Ricas regnskov eller den grønne del af Andesbjergene i Ecuador. Sit eget unika, ingen standardhoteller. Små hoteller med store hjerter og passionerede ildsjæle. Mennesker og smil gik hånd i hånd med natur- og dyreoplevelser.  Her er nedslag fra Ecuador og Galapagos.

Lodgen i Ecuadors Amazonas var bare så rigtigt - økoturisme i sin fineste form

"Galapagos forbindes naturligt med dyr og natur i Ecuador. Men Karin lokkede os til at tage nogle dage på fastlandet. Og sikke dage. Både Andesbjergene og Amazonas overgik vores forventninger. Vi fløj ud i Amazonas-regnskoven, indrømmet opholdet er dyrt, fordi vi er langt væk fra alfarvej, men vi var så glade for, at vi valgte det til.  

Efter flyturen fra Quito til Coca sejlede vi ad Napo River i 2-3 timer, hvor vi jævnligt passerede oliebiler på flodbåde og byer langs floden opbygget omkring udvinding af olie. Efterhånden blev det mere stille, og vi drejede ind ad en biflod. Vi skiftede til kanoer, som de lokale Kichwa-indianer, der ejer lodgen, styrede sikkert gennem vandet, mens de udpegede dyrelivet omkring os. Larm blev til lyde af aberne i træerne, plasken i vandet eller fugle der sang. Vi drejede ud på søen, og der lå lodgen smuk ved søbredden foran os. Et syn vi aldrig glemmer. Personalet – alle lokale Kichwa-indianere - tog imod os, og her dybt inde i regnskoven, oplevede vi 4 dage i naturens tegn.

Der var ikke andre end os (en lille gruppe af turister) og de lokale Kichwa-indianere. Deres fantastiske guider viste os naturen, både til vands og i skoven. Man mærker stoltheden, man mærker at det giver mening at være her. Kichwa-samfundet har fundet en model, der virker. Det giver jobs og uddannelse, at vi kommer. Naturen bevares og vises frem. Hvilket giver en større modstand mod udnyttelse af naturressourcer og virker som et bolværk mod forkerte beslutninger. 

Nat-kanoturen på floden var unik. Mørket, kun naturens lyde, ingen lysforurening. Bare os i en lille kano i verdens største jungle; dyrelyde fra alle retninger med en stjernehimmel, man skal opleve for at forstå. Vi følte os trygge på dette ukendte sted, for de lokale passede jo på os. Det var magisk. Og fantastisk at opleve, at steder som dette findes på vores jord."

Andesbjergene – et hit for vandrerfolket

"Vi besøgte også Andesbjergerne, lærte at Ecuador er et godt land for vandring, og at marsvin er en delikatesse. Uforglemmelige timer i smukke opgivelser med spændende mennesker fra hele verden. Besøget hos den lokale kvinde Rosita på 76, der lever af at avle marsvin og kaniner oppe i bjergene, snakker vi tit om. Tænk at leve der. Når det er mørkt, så er der mørkt. Hun klarede nu både at passe farmen og sit barnebarn. Imponerende. Og en god indsigt i en anderledes levemåde.

Den engelsktalende guide Santiago tog med os på en lokal vingård, som et lille samfund har bygget op. Professionel vinsmagning som står mål med de europæiske vinsmagninger. Vi oplevede dette flere gange; lokale samfund med gode initiativer og evne til at opbygge nye indtægtskilder. Igen en god inspiration.

Vi havde lært at holde fast i en god lokal guide, når man møder én – det gjorde vi heldigvis tit. Vi fik arrangeret, at Santiago også blev den der kørte os retur til Quito og nød en smuk køretur med ham og lærte oveni en masse om hverdagslivet i Ecuador. Han holdt fast i at spise frokost et bestemt sted han kendte. Det viste sig at være for foden af Cotopaxi; billig og god mad med udsigt til dette ikoniske bjerg. En lille overraskelse han lagde ind. Ham glemmer vi heller aldrig."

Quito

"Retur i Quito blev vi budt varmt velkommen. Når man tager på kryds og tværs i Ecuador, kommer man forbi Quito nogle gange. Vi var der faktisk tre gange, og den fine hovedstad i højderne og ikke mindst det lille boutique-hotel på bakken med byens bedste udsigt blev som et andet hjem, hvor vi hver gang blev modtaget med åbne arme og glæde. Hjertevarme i de kølige højder."

Floreana, Galapagos - tættere kommer man ikke verdens ende 

Men nu var det tid til Galapagos, som er et unikum, og her vil Mads og Hanne fremhæve deres oplevelse på den meget lille ø Floreana,, som  de færreste når til. Hanne og Mads beskriver det sådan her:

“Ankomsten gav lidt spænding og nervøsitet. Vi blev sat af båden ude i intetheden. De andre passager blev afhentet, og vi stod alene tilbage. Flere spansktalende lokale var forbi og spurgte til os, og nikkede når de hørte, hvor vi skulle hen. Så vi tænkte, at vores transport nok dukkede op. Det gjorde han så også efter lidt tid.  

Vi blev kørt til den lille lodge, hvor vi var de absolut eneste gæster – ej heller personale! Receptionen var aflåst. Ikke skyggen af et menneske. Vi vidste ikke lige, hvad vi skulle gøre, ingen wifi eller mulighed for kontakt med omverdenen – og så, dukkede familien heldigvis op og fik os indkvarteret.

De kom hver morgen og lavede dejlig morgenmad, men ellers var vi helt alene. Dvs. dyrelivet var der. Vi lærte hurtigt dyremønstrene at kende; hvornår pelikaner og flamingoer fløj forbi, at 2 leguaner dagligt kæmpede om den bedste plads i solen, musen der gerne vil spise vores krummer. Ret vild oplevelse. Vi fik med lokal hjælp fundet guiden Santos – som reddede vores ophold. Ikke alene viste han os øen, fortalte dens historie tilsat hans egne barndomsoplevelser og tog os med ud at snorkle det helt rigtige hemmelige sted, hvor søløverne også hilste på. Han fandt ud af hvilke af øens restauranter, der holdt åben, bestilte eller hentede mad til os. En guide af guds nåde, som hjalp med det hele. 

Øen er et samfund med 41 familier og pt. 140 fastboende midt ude i stillehavet – så alle kender alle. Og de vidste sikkert alle, hvem vi nu var. I al faldt hilste og smilede de altid til os. Vi gik i seng med mørket og tænkte på Lis Sørensens sang “tæt på ækvator”, og den er god nok. Hun har skrevet den efter en tur til netop dette område, og Søens Løver og døde vulkaner gav pludselig meget fin mening.

At vi så landede midt det fineste skildpadde rewilding-projekt gjorde det endnu mere eventyrligt. Efter 200 år uden den lokale skildpaddeart på Floreana, er der nu genudsat 157 5-år gamle skildpadder – og Santos har sendt os billeder af dem oppe på bjerget, hvor han fandt dem et par dage efter. De har det godt. Det rørte os dybt, at være så tæt på dette rewilding-projekt – at mennesker kan samarbejde om at hjælpe naturen på den måde."