Gå til hovedindhold
Farverige Colombia

Mød Katharina - ekspert i at skabe rejser med omtanke

Når smilet, du møder, er ægte og reelt, bliver din rejse en bedre oplevelse

Med Katharina har vi fået en passioneret verdensborger ombord. Hun har boet både i Australien, Kina og USA. Hun er på en en konstant søgen efter det autentiske eventyr, og rejsen er ganske enkelt Katharinas private hobby nummer ét. Men en rejse, er ikke bare en rejse. En del ting skal gå op i en højere enhed for, at det er meningsfyldt for alle partere - både før, under og efter rejsen. Og det kan Katharina!

Katharina er startet i We Travel i december 2022, og i vaskeægte globetrotter-ånd starter hun med, at arbejde med base i Seattle de første seks måneder. Det globale udsyn, og at have verden som sin arbejdsplads, falder helt naturligt.

Katharina bringer ny specialistviden til We Travel. Colombia, Mexico og Filippinerne har ikke været på radaren tidligere - men her har vi fået nuanceret detailviden ind, i kombination med allerede eksisterende destinationer som Sri Lanka, Thailand og Borneo.

Uagtet destination handler det for Katharina om at kradse i overfladen, få autenticiteten frem og lede efter de små ting, der gør forskellen på netop din rejse.

Katharina Grosen Andersen La Carbonera Colombia

At skabe rejser er en livsstil. At gøre det ansvarligt gør livsstilen meningsfuld

Så hvem er Katharina, udover at være rejseekspert i We Travel?

Hun er opvokset i Aarhus, og inspireret af eventyrere i sin familie blev rejseuniverset hurtigt en del af bevidstheden. En uddannelse fra SDU inden for international turisme og eventmanagement blev afsættet til de seneste års virke inden for den oversøiske del af rejsebranchen - med solid fokus på en ansvarlig og bæredygtig tilgang til det at rejse.

Fritiden går ofte mod naturen med interesse for fotografi og en aktiv livsstil - elementer, der passer fremragende ind i arbejdet med at udvikle nye, spændende destinationer.

At Katharina er en del år yngre end flertallet af kompagniets ansatte er ekstremt sundt, og giver diversitet og nye tanker kommer til. Men fundamentet er helt det samme.

Med andre ord, så er det ikke “bare” ferie som Katharina søger, men indhold og substans og det lokale islæt. Det skæve findes de fleste steder, hvis man har lavet den rigtige research, og naturoplevelser er oftest drivkraften, når hun selv pakker rygsækken.

FNs verdensmål nummer 8 omsat til praksis

Katharina har som nævnt arbejdet med bæredygtighed i flere af rejsens aspekter. Konkret har hun stor erfaring med netop verdensmål nummer 8, som fokuserer på lokal økonomisk vækst og adgang til anstændige job. Det er et område, hvor vi som branche virkelig kan påvirke positivt med de rette langsigtede valg og gode lokale partnere.

Katharina har konkret erfaring med selektiv udvælgelse af lokalforankrede agenter, hoteller og turoperatører. Herunder aktivering af lokale studerende, som er vokset op i de pågældende områder, og som kan bidrage med mere og andet end blot årstal - som går til højre, når alle andre guider går til venstre. Det skaber mere lokalforankret, og ikke mindst personlige, oplevelser.

Derudover har hun de seneste fem år være involveret i specifikke hjælpeprojekter i både Thailand, Colombia og Filippinerne, hvor fokus har været “hjælp til selvhjælp”.

At opleve de lidt akademisk opsatte verdensmål komme til live gennem ens eget arbejde, er en stor motivationsfaktor

Costa Rica er rigt på kaffe

Kaffe og kolibrier står stærkt på nethinden

“I sidste ende samler jeg på oplevelser - allerhelst med natur eller mennesker involveret”. Så enkelt kan Katharina formulere sin rejseudlængsel.

Stærkt i erindring står bl.a. det mere ukendte område La Carbonera i Colombias kafferegion. Det er efterhånden sjældent, at så smukke steder er uberørte og komplet uturistede:

"Højt i Andesbjergene bliver du mødt af 70 meter høje palmetræer, og midt i ingenting ligger en lille farm, som byder på hjemmehøstet og -brygget kaffe, samt kolibrier i massevis. Når man så samtidig kan runde dagen af på den lille familieejet farm, Eco Hotel La Cabaña, som byder på en personlig service helt uden lige, og kan falde i søvn med udsigt til både bjerge, floder, heste og køer, så kommer følelsen af, at have skabt en oplevelse, som består over tid."

At træde ind i en (helt) anden verden

Ligeså har den lille maya-landsby Chamula udenfor San Cristobal i Mexico printet sig ind: "Det lokale marked var autentisk og ikke bare et marked, som alle de andre. De lokale var i centrum, gjorde som de altid havde gjort og jeg var der på deres præmis. Det var meget tydeligt og det var en stærk oplevelse.

Katharina Grosen Andersen cocora Colombia

Kirken i byen var særligt mindeværdig. Fotografering i kirken var bandlyst, der skulle være plads til ro og reflektion. I det store, tomme kirkerum var der ingen bænke, kun hø spredt udover hele gulvet. I høet sad de lokale og smeltede stearinlys i forskellige farver, størrelser og mønstre fast til det rustikke gulv. Ingen, udover dem som er dybt forankret i netop denne landsbys kultur, ved, hvad de forskellige formationer af lys betyder; det forbliver deres hemmelighed.

Jeg sad ved siden af en familie med en baby, som blev gnubbet i ansigtet med en levende høne, og jeg så en kultur fra et andet årtusind. En helt unik oplevelse - og det ord bruger jeg ellers ikke ofte"

Det er den type oplevelser som Katharina lever for, og ikke mindst glæder sig til at videreformidle.

Katharina kan blive ved, og nævner pludselig også Kazakhstan, som kulturelt er et af de mest rå og interessante lande, hun har besøgt. Og Guatemala, som er uovertruffent rent naturmæssigt. Der er virkelig mange store oplevelser, men det må blive næste gang, vi får de historier.

Polwaththa Eco Lodge, Kandy

Polwaththa Eco Lodge, Kandy

Drømmene går mod sne, stilhed og øde landskaber

Der er ingen tvivl om at sneen, de store vidder samt rå og øde landskaber er en fascination hos Katharina. Alaska, Grønland, Svalbard og Antarktis står som drømmedestinationer - det at være en meget lille brik i et meget stort og stille univers.

Ligeså er Patagoniens bjergkæde og brutale natur på både We Travels og Katharinas liste over områder, hvor vi gerne vil kreere store oplevelser til.

...og drømmen går på aktivt at deltage i lokale projekter

Netop muligheden for både at researche destinationen, skabe kontakterne til de lokale partnere og herefter kommunikere det videre til vores kunder, og dermed indgå i hele rejsens økosystem, ser hun som en stor kvalitet: "Dermed er man involveret i hele processen og garant for slut-produktet."

Sidst men ikke mindst, så er den konkrete involvering ude på destinationen, hvor man kan indgå i varige samarbejder med gode, lokale projekter noget, der betydet noget for Katharina. "Da jeg delte legetøj og mad ud en jul i en lille landsby i Filippinerne, mærkede jeg, hvad det vil sige, at rejse med indhold og perspektiv. At foretage sig noget meningsfyldt."