Gå til hovedindhold
Karin og lamaerne

Mød Karin - We Travels Latinamerika-ekspert

Latinamerika - det er ikke noget, man kan læse sig til

Karin har familie i Ecuador, og for mere end 20 år siden tilbragte hun nogle af sine bedste år i det sydamerikanske land. Imens voksede passionen for hele den latinamerikanske verden, og i dag har Karin en mere indgående viden end mange lokale om kulturer, hoteller og alt muligt andet, der slår med et lidenskabeligt latinamerikansk hjerte.

Hvis I er fascineret af tanken om latinamerikanske eventyr, så er det Karin, I skal i snak med. Hun kender steder, der ikke er slået op på Tripadvisor. Går I med en drøm om Latinamerika, så lad Karin tyde den.
 

Hvad tænker du om dialogen med kunderne?

Det er det vigtigste. Det er faktisk spændende at forstå, hvad ønskerejsen egentlig er og opfylde det ønske. Min erfaring er, at det er sværere at skræddersy den perfekte rejse, hvis man kun skriver sammen. Fordelen ved at snakke sammen er, at jeg får et bedre indtryk og fornemmer intonationen. Der er følelser og mening i stemmen. Så man rammer bedre, hvis man får en god dialog. Jeg spørger altid, hvad der var godt ved den din sidste rejse. Det er enormt individuelt, hvis man skal nå helt ind til kernen af, hvad der er idéen med at komme ud at rejse.

Specialviden....det er ikke noget man kan læse sig til. Det er noget i mit hoved og min krop, som jeg gerne vil dele med andre. Det er ikke det samme som at have læst sig klog på et emne. Det er nogle personlige erfaringer.

Hvad tænker du om din ekspertise?

Når man er passioneret fra begyndelsen, så har man nemmere ved at tilegne sig ny viden om området. Jeg har familie i Ecuador. Så jeg lagde ud med at tage afsted for at besøge min familie. Og så blev landet mit andet hjem. Jeg blev en del af det. Jeg var ikke tilskuer og jeg var ikke turist. Så får man en anden føling med landet. Jeg ser tilbage på de seks år i Ecuador som nogle af de bedste i mit liv.

Hvad tænker du om ansvarlighed?

Det er at tage stilling og tage ansvar for der, hvor man færdes og for de mennesker, man færdes i blandt. Generelt eksisterer der et socialt ansvar, som er implicit i Latinamerika og dermed også i turistindustrien. Men i Latinamerika er de ikke nået så langt med det miljømæssige ansvar. Mange steder har de andre problemer, som står foran sortering af affald og miljøhensyn, som for eksempel behovet for penge til næste måltid. Det er lidt et spørgsmål om at få dækket behovspyramiden. 

Jeg har filtreret mange Google-søgninger og sorteret i folks søgeresultater, fordi min erfaring fortæller mig, at de skal bo på det ene hotel frem for det andet

Mange lande i Latinamerika har været afhængige af hjælp udefra. De er samarbejdsvillige, men de har somme tider brug for at blive sat i gang eller sporet ind på nye tanker. Og der er altid opbakning lokalt, men der er sjældent kræfterne til at begynde. Den lokale bonde i Latinamerika var ikke med til at forurene tidligere, De lokale strikkede deres eget tøj. De har levet fint uden plastik. Men pludselig ser Latinamerika op til vores måde at gøre tingene på. Og så forskubbes balancen.

Cartagena, Colombia

Hvor vigtigt er det at få hjælp til at sammensætte sin rejse i Latinamerika?

Det er en kæmpe hjælp og meget tidsbesparende. Det er en hjælp, fordi der ikke er særligt mange i Latinamerika, der taler engelsk. Mange lande har ikke en infrastruktur, der er tilpasset turister.
Jeg sparer masser af folks tid. Jeg har filtreret mange Google søgninger fra, fordi min erfaring fortæller mig, at du skal bo på det hotel frem for det andet. Researchen er lavet. Jeg åbner døre for dem. Jeg kender steder, som ikke står i Lonely Planet og på Tripadvisor. Det er at spare folk for en masse bekymringer, penge og besvær.

Der er noget meget autentisk over mange af stranddestinationerne i Sydamerika. Der er ikke liggestole med numre på.

Hvad tænker du om strandene i Latinamerika?

Brasilien har en lang kyststrækning med smukke, smukke strande. Panama har drømmecaribiske strande. Mexico har lækre strande. Columbia har nogle postkortskønne strande, men de er somme tider svære at komme til. Peru har faktisk også fine strande. Galapagos har nogle vidunderlige strande. Og så er der masser af steder, som har badebyer. Men man vælger ikke Latinamerika for strandene, på samme måde som man gør det i fx Thailand.
 

Rio beach

Hvor vigtigt er det for Latinamerikas turistindustri, at vi tager ansvar?

Vi er en kilde til manges overlevelse. Turisterne skaber mange indtægter og jobs, som forbliver lokalt.   Uden for metropolerne er det oftes private og familiedrevne hoteller, du bor på. Så dit ophold gør en forskel for lokale mennesker.

Vi giver de lokale en form for oprejsning, når vi anerkender, at deres natur, deres lokale folk og deres mad er spændende og værd at besøge. Turismen kan faktisk være med til at bevare de lokale befolkningers samfund og måder at leve på. I de lokale middelklassers øjne er de oprindelige kulturer ofte set ned på. Når vi kommer og anerkender, at det er unikt, er vi med til at bakke op om mange af disse minoriteters ønsker om at bevare en unik kultur. 
 

For ti år siden trak alle rundt med deres lama og deres varer. Sidst jeg var der, kørte alle rundt på en knallert og havde fleecetrøjer på...

Hvad med sikkerhed i Latinamerika?

Sikkerhed er egentlig ikke en issue i Latinamerika i modsætning til, hvad mange tror. Men selvfølgelig er der områder i storbyerne, hvor man er mere udsat. Men det er jo ikke sådan, at folk bliver overfaldet på deres hotel. Så man skal bruge sin sunde fornuft og en portion gode råd. Jeg kan give gode råd om, hvordan man færdes, de steder, hvor der f.eks. er behov for at være lidt på vagt.  Tag en taxa i storbyen, når det er blevet mørkt. Og så skal vi jo altid huske ikke at friste folk. Det er enkelt og værd at huske på. I går blev jeg bestjålet i København, og jeg er aldrig blevet bestjålet i Latinamerika!