Rejsebrev fra Nord- og Østthailand
En lang køretur op gennem et Thailand, som ikke findes mere, men som vi fandt alligevel
Det er ude på landet, at Thailand viser sin naturpragt, sin charmerende side og sine venlige landsbyboere. Det er dér, hvor kun de lokale holder ferie, og hvor strandstole er byttet ud med knirkende træmøbler. Det er nostalgiens Thailand.
Rejserbrev fra Thailand. Af Mikkel Tofte Jørgensen, medejer af We Travel of forfatter af Turen går til Thailand.
Så er vi pludselig indenfor rækkevidde af WiFi igen. Det har været fem dage gennem et Thailand, jeg egentlig havde opgivet.
Fra Khorat kørte vi ind midt i Thailand, hvor bjergene begynder at rejse sig fra skypumper, og hvor naturen står uberørt helt ud til vejkanten. Vi havde næsten vejene for os selv, eller sådan føltes det. Her kommer kun thai turister og de mest stædige lastbiler. Omkring Loei begynder det for alvor at minde om Thailand for tyve år siden. Husene er simple, men charmerende, oftest i træ.
Ruang Tawan Hideaway, Chiang Mai
Dage til dagdrømme
Og i Chiang Khan helt oppe ved Mekong floden er hele hovedgaden fyldt med gamle huse i teaktræ, og gulvene lyder som om, de gemmer på årtiers gamle historier, mens de knirker. Alt går stille for sig. Sågar køretøjerne minder mere om forvoksede totaks motorer fra en knallert.
I det hele taget er stemningen meget lig den, man møder på den anden side af floden. Dreven, langsommelig og tilbagelænet. Vigtigst er dog, at naturen virker forbavsende intakt. Ingen store projekter eller skovhugst, der har gjort indhug. Ingen plastposer, der ligger og flyder. Kun en tøffende, svagt brummende stilhed fra fiskernes både på floden. Her er intet at lave. Altså bortset fra at iagttage og dagdrømme. Ja, Laos er lige midt i Thailand.
Findes ikke på turistkortet
Siden kørte vi mod nordvest og gennem smukke alpelignende terræner. Og kom til provinsbyen Phrae, der ikke findes på turistkortet på trods af, at her er helt lokalt, små, fine templer og venlige mennesker, der kun til nøds taler engelsk. Uden for byen er skoven grøn og frodig. Undervejs mod Lampang bliver det bogstaveligt talt til en tætsiddende jungle, der omklamrer vejbanen gennem bjergsiderne.
Og her i Chiang Mai, hvor alt er under forvandling, er mødet mellem det gamle Thailand og det nye måske mest tydelig. Her er stadig masser af lavfrekvente lyde fra naturen, og originale istandsatte huse med svalegang og fintmaskede trævinduer. Her er endnu ro uden for den centrale bydel, men hovedvejen, der går omkring byen er tæt trafikeret og omgivet af forretninger, indkøbscentre og lejligheder i grå beton.
Et midlertidigt nostalgitrip
Det er landskaber, som disse, der bringer lidt nostalgi og glæde tilbage. For på mange måder har Thailand jo mistet sin sjæl. Byerne er oftest grimme og fyldt med betonhuse uden kønne arkitektoniske træk. Hovedgaden er fyldt med biler. Og de originale thailandske nuddelrestauranter har ofte valgt at lave deres retter med minutnudler, der intet har med den ægte vare at gøre. Ingen bekymrer sig om skraldet, eller over den tiltagende fast food kultur, som er ved at overtage selv mindre provinsbyer.
Det er svært ikke at v ære pessimistisk, og det er svært ikke at svælge i nostalgien, når den endelig præsenterer sig i et hjørne af Thailand, som føles som en tidslomme. Det er vel egentlig meget naturligt, når man har rejst rundt i Thailand i næsten 30 år, at pessimismen tager over en gang imellem. Alt var jo trods alt bedre i gamle dage....eller, nej, det var det ikke alt, der var bedre. Men det glemmer vi behændigt, mens vi kører gennem Thailands gamle landsbylandskaber, hvor skovene virker intakte og de lokale smiler forlegent over at møde en fremmed. Det har sin charme, men når vi så pludselig slutter turen i Chiang Mais pulserende internationale atmosfære, hvor yoga, tempelzen og veganermad er højeste omdrejningspunkt, så ved vi også godt, at det først og fremmest var et midlertidigt nostalgitrip gennem det gamle Thailand - og det var fedt, mens det varede.
